Det er noget vi alle frygter og forsøger at beskytte os imod; at komme hjem til et hus eller lejlighed som er endevendt af ubudne ”gæster”. Men hvordan skal man forholde sig hvis det alligevel skulle ske. Vi har her samlet en masse gode råd til hvordan du kommer bedst ud på den anden side efter et indbrud i hjemmet.
Det er vigtigt at tingene forgår i den rigtige rækkefølge efter et indbrud, i hvert fald hvis du vil have erstatning fra dit forsikringsselskab. Dit forsikringsselskab er naturligvis i stand til at guide dig igennem hele proceduren, men alting er nu engang nemmere og går hurtigere hvis du handler mest hensigtsmæssigt fra starten. Så kommer du hjem til et indbrud, skal du ikke straks kaste dig over oprydningen og tjek af hele huset, men derimod følge denne enkle tjekliste:
- Anmeld indbruddet til politiet
- Undgå at rydde op og gøre rent inden du har talt med politiet og de eventuelt har tjekket dit hjem for spor (fotografer eventuelt selv hjemmet efter indbruddet, så har du bevismateriale til både politi og forsikringsselskab)
- Gennemgå hjemmet for hvad der er stjålet – gå ud fra at tyven har været i alle hjemmets rum og i alle kroge
- Vær især opmærksom på om du har mistet dankort, kreditkort eller lignende som straks skal spærres hos banken, eller personlige papirer såsom pas, kørekort, sygesikringsbevis eller lignende
- Kontakt dit forsikringsselskab og anmeld indbruddet (tjek listen længere nede, med hvilke oplysninger du skal bruge inden du kontakter dit forsikringsselskab)
Anmelde indbruddet til forsikringsselskabet
Det er din indboforsikring, der skal dække alt hvad der er blevet ødelagt og stjålet i forbindelse med et indbrud. De fleste forsikringsselskaber kræver at du anmelder et indbrud online frem for telefonisk. Når du anmelder indbruddet online kan sagsbehandlingen hurtigere gå i gang, da du nemt og samlet kan give forsikringsselskabet alle de oplysninger du har, uden at skulle rode mapper og papirstakke igennem efter kvitteringer mens du snakker i telefon. Forsikringsselskabet får alle oplysninger ind samlet og kan dermed nemmere og hurtigere komme igennem din sag. Det kan altså være en stor fordel for begge parter hvis så mange oplysninger som muligt opgives når du anmelder indbruddet online.
Når du skal anmelde et indbrud kan du med fordel have alle dine oplysninger klar. De forskellig forsikringsselskaber kan kræve forskellige oplysninger, men for de fleste selskaber gælder, at de vil bede om følgende oplysninger:
- Policenummer
- Bankkontooplysninger
- Kvittering for politianmeldelse (som regel kun påkrævet ved tyveri for af en vis værdi)
- En detaljeret liste over stjålne og beskadigede genstande
- Journal nummer hos politiet, hvis der er optaget politirapport
- Kvitteringer på stjålne og beskadigede genstande. Kvitteringerne er ikke nødvendigvis påkrævede, men forsikringsselskabet skal vide om du har dem. Men det er en rigtigt god ide at have dokumentation af, hvilke ting du ejer. F.eks. kvitteringer og/eller billeder.
Hvis forsikringsselskabet får alle oplysninger allerede i den online anmeldelse, vil behandlingen af indbruddet og erstatningskravet foregå væsentligt hurtigere end hvis forsikringsselskabet først skal til at indsamle oplysninger når behandlingen af anmeldelsen er i gang. De præcise oplysninger som lige netop dit forsikringsselskab ønsker i forbindelse med anmeldelsen, kan findes på deres hjemmeside.
Få lukket hjemmet af igen
Er hjemmet blevet ”blottet” efter indbruddet, ved smadret vindue, opbrudte døre eller lignende, kan det være både praktisk og betryggende at få lukket og sikret hjemmet hurtigt igen. Drejer det sig om et smadret vindue skal du have fat i en glarmester – over hele landet findes døgnåbne glarmestre som straks kan rykke ud og lukke hjemmet igen. Desuden vil glarmesteren ofte kunne hjælpe dig med dokumentation for glasskader forbundet med indbruddet. Husk at tjekke hele huset for smadrede ruder og opbrudte døre – tyven har ikke nødvendigvis benyttet den samme vej ind og ud. Desuden er tyven ikke nødvendigvis skånsom ved dit hjem, hvis han først har konstateret at han er alene. Det er for tyven vigtigere at det går hurtigt med at komme ind og ud uden at blive opdaget end at passe på kun at smadre en enkelt rude eller en enkelt dør – tjek derfor hele huset! Der kan sagtens være smadret ruder flere steder i huset.
Fremtidig sikring af døre og vinduer
Hvis et vindue eller terrassedør er blevet smadret i forbindelse med et indbrud vil forsikringen dække udgifterne til et tilsvarende vindue eller terrassedør. Der kan dog være både en sikkerhedsmæssig og økonomisk fordel i at få skiftet vinduer og terrassedøre ud med en mere sikker version. Både vinduer og døre fås med indvendig lås og andre indbrudssikringer og en øget beskyttelse af dit hjem kan måske overbevise forsikringsselskabet om at sænke præmien. Samtidig giver det for mange en ro, at hjemmet er blevet lidt mere sikkert så en gentagelse af indbruddet bliver mindre sandsynlig. Du kan læse meget mere om sikring af vinduer og døre her.
Husk dokumentationen af dine ejendele
Hvis du ikke allerede har affotograferet dit hjem, så se at få det gjort. Få taget billeder af alle dine værdigenstande, så du i fremtiden kan dokumentere hvad du faktisk ejer overfor dit forsikringsselskab. Sørg for at få billederne gemt uden for hjemmet, så de ikke også forsvinder, hvis nogen f.eks. stjæler din computer eller huset brænder ned. Upload dem til f.eks. dropbox eller lignende online services, eller få dem printet eller brændt ud på en CD og opbevar dem hos venner eller familie – eller evt. i en bankboks.
Oprydningen af hjemmet og kontakten med politiet
Efter et indbrud kan huset være endevendt og kræve en stor indsats for at få i orden igen. Selvom det måske er fristende, så lad endelig være med at påbegynde oprydning og rengøring før politiet har sagt god for det. Hvis politiet vil indsamle spor vil disse hurtigt forsvinde i en velment oprydning og rengøring. Spor som fodspor, fingeraftryk og lignende er noget af det politiet kan vælge at indsamle i forbindelse med efterforskningen af indbruddet. Vær dog ikke skuffet hvis politiet vælger ikke at komme på besøg for at indsamle spor. Efterforskning af private indbrud har ikke altid højest prioritet, specielt hvis der er gået et stykke tid fra selve indbruddet til det blev opdaget og anmeldt. Jo længere tid der går fra indbruddet finder sted til indbruddet er blevet anmeldt, desto mindre er chancen for at tage tyven på fersk gerning, altså med tyvekosterne på sig. Har tyven først nået at skille sig af med tyvekosterne vil det være yderst vanskeligt for politiet at bevise hvem tyven er. Ikke desto mindre skal indbrud altid meldes til politiet før de anmeldes til dit eget forsikringsselskab.
Når politiet har sagt god for oprydning og rengøring har du nu flere muligheder. Hos nogle forsikringsselskaber har du mulighed for at få dækket omkostningerne ved at hyre professionel rengøring eller eventuelt timebetaling for selv at stå for rengøring. Det afhænger naturligvis af din forsikring og dit forsikringsselskab, men forhør dig ad.
Er du i tvivl om hvordan du skal forholde dig efter et indbrud, så forhør dig hos dit forsikringsselskab – de har oplevet det før og kan svare dig på de spørgsmål du måtte stå tilbage med.
Skriv et svar